Middelalderstemning i Humlebæk

En lille bid af Humlebæk faldt atter i år i tidsmaskinen. I weekenden 8. og 9. september var plænen bag Humlebæk Tennisklub omdannet til middelalder med masser af aktiviteter og udklædte deltagere

Nørdede fritidsinteresser
Jeg ER ikke til rollespil og lignende, så er det sagt. Men … jeg er alligevel fascineret af folks “sære” interesser og hobbyer. Jeg finder det personligt lidt komisk, at voksne mennesker vælger at rende rundt i sjove gevandter fra en anden tid – i flere dage.

Bevares, det er da sjovt til en firmafest med et eller andet spøjst tema, men jeg husker stadig min barndoms gru, når min far luftede tanken om at holde en del af årets sommerferie i jernaldercentret i Lejre – iklædt sækkelærred – grænseløst pinligt.

Men hvad pokker … jeg har også samlet på frimærker, synes det er fascinerende at kigge på fugle og er lykkelig, når jeg møgbeskidt og gennemmudret kører på mountainbike – det er da også “sært” på et eller andet plan.

Det jeg vil frem til er, at man skal være varsom med at dømme andres interesser. Kort sagt – jeg mødte lørdag eftermiddag op til Middelaldermarked ved Bjerre Strand med åbent sind i følgeskab med min lille datter. Her mødte vi flere familier fra den lokale børnehave, der havde valgt at gøre det samme – trods køligt og blæsende tidligt efterårsvejr.

Tilbage i middelalderen
På den smukt beliggende græsplæne mellem vandet og vores lokale tennisklub var der sat boder op med alverdens middelalderemner. Her kunne besøgende se en smedje og andet gammelt håndværk, spise middelaldermad, opleve gøglere og meget mere.

En bue og pil konkurrence var i gang og hvis det ikke havde været for tilskuerne, kunne det lige så godt have været fra en scene Sherwood skoven med Robin Hood versus den onde sherif fra Nottingham.

En bod var udstyret med keramik og drejebænk, og jeg spurgte bodens ejermand, hvem der stod bag arrangementet. “Det gør Ridder Rune” var det kryptiske svar. “Men er i en klub eller tilsvarende” var mit næste spørgsmål. Samme svar … jamen, “Hvor er Ridder Rune så henne” – og svaret blev endnu mere mystisk – “Ridder Rune er i det hellige land“. Ok .., jeg valgte at gå videre og blive belært af andre.

Jeg skulle naturligvis prøve at bueskydning – 5 pile for 20 kroner med mulighed for vinde et styk langbue ved aflevering af mobilnummer.

Hvem er ham Ridder Rune ..
Mens jeg stod og ventede, talte jeg med Daniel, der var iført fuldt middelalderkostume og sine ganske almindelige briller årgang 2012. Daniel fortalte, at Ridder Rune er en forening for middelalderinteresserede, og at en del af interessen gælder formidling af historien. “Mange kommer, når de har prøvet rollespil og er blevet trætte af det,” fortalte Daniel, der henviste til klubbens hjemmeside.

Det gik hårdt for sig under middelalderen

Daniel fortalte, at Middelaldermarkedet ved Bjerre Strand er en årligt tilbagevendende begivenhed. Flere af deltagerne rejser sommeren igennem land og rige rundt og er med mange andre middelaldermarkeder. Han selv havde deltaget ved fem markeder i år og fortalte, at et marked varer en hel uge.

Så blev det min tur til at prøve mine kræfter med langbuen – kanonsjovt – intet mindre. Jeg kunne været blevet ved resten af eftermiddagen. Med min første pil dræbte jeg græsplænen 3 meter foran mig, næste pil røg pænt over mål, men de sidste pile hamrede ind i halmballen lige over og under målet.

Jeg går nu og venter på en SMS med beskeden “Du har vundet …”. Så skal der investeres i et styk halmballe som mål – og måske et advarselsskilt til naboerne.

Links:
Ridderrune.dk
Middelalderinfo.dk

This entry was posted in Historie, Kultur and tagged , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *