Copenhagen Challenge – også i Humlebæk

København og omegn har for 3. gang været vært for triatlon eventen Copenhagen Challenge. Et rekordstort antal deltagere var meldt til og det store felt kom som foregående år forbi Humlebæk, hvor mange lokale benyttede lejligheden til at kigge og heppe på de deltagende

Først 3,8 kilometer svømning, så en tur på cykel på 180 km i for derefter at slutte af med en marathon i København – det var hvad 2200 triatleter havde valgt at bruge søndag den 12. august til – en sensommerdag, der viste sig fra sin bedste side.

Som tidligere år var cykelruten lagt så deltagerne fra Nivå kom ad Strandvejen til det sydlige Humlebæk for derefter at dreje af mod Dageløkke – endda to gange i løbet af
ruten.

Jeg selv opdagede arrangementet ved et tilfælde. Jeg var ude på min faste løbetur søndag morgen og så, at Civilforsvaret var ved at gøre klar. Adspurgt fik jeg svaret “Copenhagen Challenge” og jeg hastede hjem og fik familien med til hjørnet af Strandvejen og Dageløkkevej – et perfekt sted at se cyklisterne komme forbi.

Mange lokale dukkede op lokket til af truthorn, jubel og anden form for bifald. Og der var nok at kigge på. Cykelsporten er eksploderet og interessen for udstyr i den dyre ende ligeså. Jeg har aldrig set så stort et udbud af lækkert cykeludstyr – mange af de deltagende var iført hjelme, som man ser dem i enkeltstarterne i de store cykelløb.

Ikke alle var dog lige tilfredse – en ældre mandlig bilist, der blev bremset af feltet, påpegede småsurt, at der da ikke var noget nyt i at cyklisterne spærrede for trafikken en søndag – det sker da hver søndag.

Spænd ballerne Fru Knudsen
Det var tydeligt at flere af de fremmødte tilskuere havde venner og bekendte blandt de deltagende, og det var flere gange, at det lød råb som “kom så Anders”, “Gode ben, Rasmus”, “Giv den gas” og lignende.

En deltager var mere end almindeligt populær – flere havde medbragt skilte med hyldesttaler til en “Fru Knudsen” og en fangruppe af veninder var dukket op for at heppe med ens jakker, bannere og medbragt morgenbrød. Da “Fru Knudsen” dukkede op i hurtigt tempo var det med et stort smil og kæmpe jubel fra de fremmødte veninder – way to go.



Et par tal om Copenhagen Challenge

Jeg fik stukket en folder i hånden med information om løbet, rutekort og for de forskellige discipliner og et par interessante tal om deltagerne – 47 procent er debutanter, 14 procent af de deltagende er kvinder og en forventet gennemsnitstid for gennemførelsen af løbet på 11 timer og 30 minutter.

Hvis du har en triatlet i maven, så kig ind på Copenhagen Challenges hjemmeside. Som det fremgik af min folder “Nyd processen, så kommer den gode tid ofte af sig selv” – så det er bare at komme i gang. I alle fald kig forbi til næste år – det er et fascinerende skue.

Årets vinder blev australske Aaron Farlow i tiden. 8 timer, 20 minutter og 9 sekunder – imponerende ….

This entry was posted in Sport and tagged , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *