Humle Bio – Humlebæks svar på Cinema Paradiso

I Humlebæk kender man ikke til biografdøden. Her findes nemlig en lille perle af en biograf, hvor lokale beboere og andre jævnligt nyder gode film i behagelige omgivelser

Jeg har lige fået et klip – ikke i kørekortet, men i mit klippekort til Humle Bio. Ungerne er lagt i seng, min kone har taget aftenvagten og jeg har fået lov til at spendere et par timer i selskab med George Clooney i min yndlingsbiograf, hvor jeg stornyder at se kvalitetsfilm med jævne mellemrum. I aften viser den lokale biograf filmen ”The Ides of March” (“Kamæleonen”) og – jeg glæder mig!!!

Ildsjæl og filmnørd
Humle Bio drives af ildsjælen Emil Nørholm og en lille stab af dedikerede medarbejdere. Emil Nørholm har gennem flere end 10 år opbygget en lille kulturperle og han har da også været den stolte og glade modtager af Fredensborg Kommunes Kulturpris 2010 samt en prisen for Årets Biografperson.

“Det er dejligt at få en sådan anerkendelse for det arbejde, man laver. Det giver mig endnu mere lyst til at fortsætte med at udvikle biografen og de oplevelser, som vi kan give befolkningen og vores gæster,” fortæller Emil Nørholm.

“Ved premierer giver vi den altid en ekstra tand,” fortæller den smilende biografdirektør. Ved premieren på Stieg Larssons ”Mænd der hader kvinder” var personalet eksempelvis klædt ud som Lisbeth Salander og ved premieren på “Ringenes herre” mødte den opfindsomme biografdirektør op til hest.

Emil Nørholm driver sideløbende Kosmorama i Frederiksværk, Baltoppen Bio i Ballerup sammen med en makker. Med makkeren er Emil ved at få bygget 5 sale i Rødovre Centrum. Åbningen af disse forventes at ske til september 2013.

Biografdirektøren foran Humle Bio

Humle Bio – dengang og i dag
Humle Bio hed tidligere Strandvejsbiografen, blev indviet i 1939 og er tegnet i funkisstil af den lokale arkitekt Holger Sørensen. I sommeren 2011 gennemgik biografen en omfattende renovering, og i dag har biografgængere – typisk fra Humlebæk og opland – adgang til en kvalitetsbiograf med stort lærred, suveræn Dolby Stereo Sound, behagelig service og ikke mindst fantastiske sæder placeret, så alle har godt udsyn.

Kultfilm, babybio med mere
Udover aften forestillingerne er der særforestillinger (eksempelvis den årlige visning af The Rocky Horror Picture Show), børneforestillinger, babybio, og så kan biografsalen lejes til foredrag og lignende.

Biografipremierer på vej
Humle Bio har sikret sig Danmarkspremiere den kommende James Bond film ”Skyfall” (premiere den 26. oktober) og flere andre – og vi er nogle, der har svært ved at vente. Se program for kommende film her.

Gavekort til biografen kan også købes.

Humle Bio har naturligvis også sin egen FaceBook side.

Humle Bio har adressen Strandvejen 100, 3050 Humlebæk – tjek eventuelt rejseplan.

This entry was posted in Kultur and tagged , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *