Så kom efteråret til Humlebæk – naturen er magisk

Naturen er magisk – ikke mindst midt i oktober måned, når der er højt til himlen, solen skinner fra en skyfri blå baggrund og varmer stadig, når man finder en lækrog. Her er et par billeder, der taler for sig selv.




Posted in Natur | Tagged | Leave a comment

29ers med vind i sejlene

I samarbejde med Vedbæk Sejlklub og Kongelig Dansk Sejlklub i Rungsted inviterede Nivå Sejlklub 15. og 16. september til Torm Junior Grand Prix og DM. Weekenden bød på mange spændende sejladser i frisk – til tider MEGET frisk – vind

700 ungdomssejlere, deres hjælpere (heraf mange ivrige og ambitiøse forældre) og masser af frivillige var i weekenden i gang fra tidlig morgen, hvor næsten alle ungdomsjolletyper var repræsenteret. Ud for både Vedbæk, Rungsted og Nivå var vandet fyldt af sejl i forskellige størrelser, former og farver – et forunderligt skue i skønt efterårsvejr.

29ers i Nivå
Nivå Sejlklub lagde vand til 29erne og mange af klubbens sejlere og windsurfere havde sagt ja til at hjælpe til som frivillige. Jeg selv fik fornøjelsen af at drøne rundt i en gummibåd og agere stafetbåd i et par timer.

Iført våddragt og sejlerjakke hoppede jeg direkte fra et windsurfbræt over i en gummibåd sejlet af en meget travl formand for Nivå Bådelaugs windsurfklub, Steen Buck. Pludselig befandt jeg mig alene ombord på båden, da Steen skulle ind og agere stævneleder.

Jeg har efterhånden sejlet i klubbens gummibåde flere gange, men som oftest sammen med andre. Så det var med lidt “bæven”, at jeg gav båden gas og i frisk vind og pænt høje bølger drønede afsted mod dommerbåden langt ude på Øresund med kaffe og friske sandwiches til et sultent dommerteam.

Elitesejlere og vandbærere
I en af vores mange lokalaviser havde jeg et par dage forinden læst, at flere af de deltagende sejlere allerede nu træner målbevidst mod at kvalificere sig til OL 2016 i Brasilien. Det var da også en fornøjelse at se de unge sejlere boltre sig på vandet.

Hurtigt kunne man dog se, at en lille gruppe både var klart bedre end de øvrige deltagere. Flere både havde store problemer i den stærke blæst og de mange følgebåde havde travlt med at hjælpe kæntrede både med at komme på ret køl.

Alt i alt igen et vellykket stævne i Nivå Sejlklub regi. Det har helt sikkert været en flok godt brugte sejlere, der er kommet hjem søndag aften. Masser af vind, sol og hyggeligt samvær … og måske et par kommende OL guldvindere, der har fået et par træningstimer under huden.

Lidt melankoli over en tabt sejlerkarriere
Når jeg er til den slags arrangementer oplever jeg tit en stille ærgrelse a la “Æv, det kunne have været mig“. Men jeg blev først i en moden alder introduceret til sejlsporten af min søde kone.

En af vores første dates var ombord på en af Mærsk Sejlklubs både, hvor min kone var skipper. Jeg fik blot at vide, at jeg bare skulle holde mig i ro og ikke være til besvær … en uge efter var jeg startet i Hellerup Sejlklub og på vej mod duelighedsbevis med mere.

Det er nu år tilbage, og siden har jeg haft masser af fantastiske sejlsportsoplevelser, men de sidste par år er jeg blevet en fast bestanddel af vores lokale windsurfklub. Jeg elsker det, og kan kun anbefale det til andre, der holder af sport, natur, fart og oven i købet i selskab med en masse behagelige mennesker, som har den samme interesse.

Der diskuteres taktik

Link:
Nivaa Baadelaug Windsurfklub

 

Posted in Sport | Tagged , | Leave a comment

Middelalderstemning i Humlebæk

En lille bid af Humlebæk faldt atter i år i tidsmaskinen. I weekenden 8. og 9. september var plænen bag Humlebæk Tennisklub omdannet til middelalder med masser af aktiviteter og udklædte deltagere

Nørdede fritidsinteresser
Jeg ER ikke til rollespil og lignende, så er det sagt. Men … jeg er alligevel fascineret af folks “sære” interesser og hobbyer. Jeg finder det personligt lidt komisk, at voksne mennesker vælger at rende rundt i sjove gevandter fra en anden tid – i flere dage.

Bevares, det er da sjovt til en firmafest med et eller andet spøjst tema, men jeg husker stadig min barndoms gru, når min far luftede tanken om at holde en del af årets sommerferie i jernaldercentret i Lejre – iklædt sækkelærred – grænseløst pinligt.

Men hvad pokker … jeg har også samlet på frimærker, synes det er fascinerende at kigge på fugle og er lykkelig, når jeg møgbeskidt og gennemmudret kører på mountainbike – det er da også “sært” på et eller andet plan.

Det jeg vil frem til er, at man skal være varsom med at dømme andres interesser. Kort sagt – jeg mødte lørdag eftermiddag op til Middelaldermarked ved Bjerre Strand med åbent sind i følgeskab med min lille datter. Her mødte vi flere familier fra den lokale børnehave, der havde valgt at gøre det samme – trods køligt og blæsende tidligt efterårsvejr.

Tilbage i middelalderen
På den smukt beliggende græsplæne mellem vandet og vores lokale tennisklub var der sat boder op med alverdens middelalderemner. Her kunne besøgende se en smedje og andet gammelt håndværk, spise middelaldermad, opleve gøglere og meget mere.

En bue og pil konkurrence var i gang og hvis det ikke havde været for tilskuerne, kunne det lige så godt have været fra en scene Sherwood skoven med Robin Hood versus den onde sherif fra Nottingham.

En bod var udstyret med keramik og drejebænk, og jeg spurgte bodens ejermand, hvem der stod bag arrangementet. “Det gør Ridder Rune” var det kryptiske svar. “Men er i en klub eller tilsvarende” var mit næste spørgsmål. Samme svar … jamen, “Hvor er Ridder Rune så henne” – og svaret blev endnu mere mystisk – “Ridder Rune er i det hellige land“. Ok .., jeg valgte at gå videre og blive belært af andre.

Jeg skulle naturligvis prøve at bueskydning – 5 pile for 20 kroner med mulighed for vinde et styk langbue ved aflevering af mobilnummer.

Hvem er ham Ridder Rune ..
Mens jeg stod og ventede, talte jeg med Daniel, der var iført fuldt middelalderkostume og sine ganske almindelige briller årgang 2012. Daniel fortalte, at Ridder Rune er en forening for middelalderinteresserede, og at en del af interessen gælder formidling af historien. “Mange kommer, når de har prøvet rollespil og er blevet trætte af det,” fortalte Daniel, der henviste til klubbens hjemmeside.

Det gik hårdt for sig under middelalderen

Daniel fortalte, at Middelaldermarkedet ved Bjerre Strand er en årligt tilbagevendende begivenhed. Flere af deltagerne rejser sommeren igennem land og rige rundt og er med mange andre middelaldermarkeder. Han selv havde deltaget ved fem markeder i år og fortalte, at et marked varer en hel uge.

Så blev det min tur til at prøve mine kræfter med langbuen – kanonsjovt – intet mindre. Jeg kunne været blevet ved resten af eftermiddagen. Med min første pil dræbte jeg græsplænen 3 meter foran mig, næste pil røg pænt over mål, men de sidste pile hamrede ind i halmballen lige over og under målet.

Jeg går nu og venter på en SMS med beskeden “Du har vundet …”. Så skal der investeres i et styk halmballe som mål – og måske et advarselsskilt til naboerne.

Links:
Ridderrune.dk
Middelalderinfo.dk

Posted in Historie, Kultur | Tagged , | Leave a comment

Young Guns i Nivå Bugt

I frisk vind og smukt sensommervejr var Nivå Bådelaug Windsurf igen vært for en af de såkaldte Young Gun sejladser i Danmark den 25. august og atter en gang blev stævnet afviklet til stor glæde for både medvirkende og tilskuere

Det er lørdag morgen og pladsen foran NB Windsurf er fuld af unge mennesker af begge køn i alderen 8 til 16 år alle i gang med at rigge udstyr til – et par forældre hjælper deres poder og klubbens formand Steen Buck Hansen driller godmodigt et par ungersvende.

En af klubbens instruktører og far til to af klubbens unge kvindelige talenter, René Schaloffsky dirigerer rundt med et par hjælpere. René er ansvarlig for dagens arrangement og han er glad for vejret – sol og vind, perfekte forhold for stævnet.

Spændingen stiger, der bliver kaldt til skippermøde, og så går de første starter. Niveauet er blandet men alle har det sjovt. Renés datter Natascha stryger i mål som en stolt vinder og bliver hilst af sin lillesøster Isabella med et “high five” og et “Hvor er det sejt, du var langt foran Noah .. “. En anden af klubbens unge talenter Oliver kommer også først i mål og det er svært at se, hvem der er mest stolt – Oliver selv eller far Martin.

Et par forældre fra windsurfklubber i Ålsgårde og Frederiksund er tydeligvis begejstrede for stævnets afvikling – ikke mindst da grillen bliver tændt og duften af stegte pølser bliver stærk.

Grillen tændes NB Windsurf style

Om Young Gun
Young Gun begrebet stammer oprindelig – som meget andet – fra USA. Det dækker over et koncept, hvor man ønsker at tiltrække børn og unge, og hvor deltagerne under ordnede forhold kan få en introduktion til at konkurrere med jævnaldrende og deltagere på samme niveau.

I Danmark omfatter Young Cup 2012 seks konkurrencer gennem sommeren i henholdsvis Juelsminde, Venø, Kolding, Middelfart, Fur og med sidste stævne i Nivå. Fællesnævneren for Young Gun er “Den Gode Oplevelse”.

Young Cup stævnerne arrangeres i et samarbejde mellem Dansk Brætsejler Union (DBO) og de enkelte klubber.

Om windsurfing
At finde “sin sport” er lidt som at “komme hjem”. Jeg har hele mit liv gerne ville lære at windsurfe – altså sådan rigtigt, og da jeg for få år siden flyttede til Humlebæk, så var der ikke langt fra tanke til handling – og i dag er jeg er et glad og aktivt medlem af Nivå Bådelaug Windsurfklub, jeg har eget udstyr og efterhånden blevet ganske “habil” – når jeg selv skal sige det.

Et er sikkert – første gang man oplever at plane med en windsurfer i fladt vand, så er man “solgt” til sporten. For mig er eneste minus en konstant rastløshed, når vinden begynder at rasle i trætoppene – typisk efterfulgt af et sæt hundeøjne og et bedende “er det ok …” til min søde kone. Ofte får jeg et ja 🙂

Lidt om Nivaa Bådelaugs Windsurfklub
Nivaa Bådelaugs Windsurfklub er en aktiv klub med flere end 200 medlemmer i alderen 10 år og opefter. Medlemmerne tæller et bredt spektrum af begyndere som øvede.

Klubben tilbyder undervisning, hvor interesserede kan lære at surfe under trygge forhold og vejledning af klubbens instruktører.

Der er faste undervisningsdage tirsdag, onsdag, torsdag (1800-2000) og lørdag (0900-1100). Hver søndag er der fra 1000-1200 “Sikker surf”, hvor der altid vil være instruktører til stede.

Mod et mindre gebyr kan klubbens udstyr lånes.

Klubben afholder de årlige klubmesterskaber som afslutning på sæsonen og arrangerer en fælles klubtur i efterårsferien til Klitmøller.

NB – KLUBMESTERSKAB FINDER STED DEN 22.09.12!!

Klubben har de sidste par år været vært for forskellige stævner, blandt andre VM i Kona 2011.

Klubformanden himself

For mere information tjek de viste links her på siden eller kontakt formand Steen Buch Hansen -tlf.: 40360101, email: surfer@nivaabaadelaug.dk.

Links:
Nivaa Baadelaug Windsurf
Nivaa Baadelaugs Windsurf på Facebook
Om Young Gun Cup

 

Posted in Sport | Tagged , , , | Leave a comment

Impulsfodbold og 75 års jubilæum i Humlebæk Boldklub

SMS er fantastisk – “Skal vi løbe i aften” (fra mig), “Spiller fodbold om 15 min. – kom med!” var svaret fra min gode løbebuddy Kim – 2 minutter før lovet godnatlæsning for min datter. Det blev halvanden sides speedlæsning af Rapunzel (version Barbie), et hastigt “Er det ok …” til min søde kone, og så ellers afsted iført løbeshorts, t-shirt (den hvide i bomuld) og løbesko …

Ondt i ben, knæ, baller, ryg, nakke og andre steder, et par hudafskrabninger, stadig en vag irritation fra et par brændeælder, der skulle forceres på jagt efter bolden i et fjernt budskads og en hvid bomulds t-shirt, der aldrig bliver hvid igen (lesson learned) – det er status nu et halvt døgn efter end of game.

Mit hold tabte, men jeg fik scoret et mål og gjorde det vist ok i min “debut” – trods løbesko (de andre spillede naturligvis i fodboldstøvler), det var sindsygt hårdt og beliggenheden kunne ikke være bedre – på græsplænen oven for Bjerre Strand bag Humlebæk Tennisklub og så en smuk sensommeraften i lummervarme.

Holdet spiller hver tirsdag aften samme sted og består af række familiefædre i alderen 35+. En fra holdet kender jeg rigtig godt fra vores lokale børnehave – hyggeligt, og sådan er det jo i vores lille smørhul, man møder altid folk man kender i anden sammenhæng.

Humlebæk Boldklub – en aktiv klub med 75 år på bagen
Med fodbold har jeg det nok som mange andre – det går da meget godt på græsplænen derhjemme, jeg synes det er fantastisk og sjovt at spille lidt bold med gode venner og har egentlig ofte tænkt “hvor svært kan det være”. Og naturligvis er det “svært” og kræver træning, træning og mere træning, hvis man vil være god – og træning det kan man få masser af i Humlebæk Boldklub.

Efter fire år som “Humlebækker” var det først for et par uger siden, at jeg første gang kom forbi Humlebæk Boldklubs anlæg – imponerende. Et lækkert – og stort – anlæg med både kunst- og naturgræsbaner og et hyggeligt klubhus, hvor juniorer som seniorer kan nyde deres sport.

Den 7. maj 2012 havde klubben eksisteret i 75 år, og 11. august blev jubilæet fejret med jubilæumsturnering – Nordea Cup, opvisningskampe, jubilæumstaler ved borgmesteren og formanden for Idræt og Erhverv og stor fest om aftenen for klubbens medlemmer og støtter. Af borgmesteren fik klubben overrakt en check på 7.500 kroner.

Dumme gymnastiklærere og mit eget forhold til fodbold
Sandt at sige har fodbold aldrig været “min sport” – af flere årsager.  Jeg synes det er fantastisk at se de bedste hold i Champions League, jeg ser finalekampene til VM og EM, jeg er TOTALT ligeglad med resultaterne fra et middelmådigt dansk hold (undskyld, undskyld, undskyld), jeg synes det er forrygende at se ekvilibrister som Ronaldo og Messi, og synger (og danser) gerne med, når min datter på fem år ser Michel Telos Ai Se Eu Ti Pego på YouTube (tjek også lige det sidste brasilienske stjerneskud Neymar).

Jeg ELSKER sport og dyrker det meget, men det er ved gud ikke takket være min barndoms gymnastiklærer Poulsen med griseøjnene og den lyserøde hud – deraf øgenavnet “grisen” (tag den Polle-dreng). Poulsen var af den overbevisning, at sommersæsonen (i grove træk) var helliget fodbold, vintersæsonen basketball.

Poulsen valg af hold foregik efter devisen bedste spiller i de to klasser vælger hold, og jeg har prøvet at stå som en af de sidste (igen uden fodboldstøvler) sammen med lille Anders og Bo med pomadehåret, der gik til ridning (føj), og så høre den der “i kan godt få ham” (slag til dig, Poulsen – og andre gymnastiklærere, der stadig måtte vælge modellen).

Næste gang med støvler
Som nævnt er min krop ganske øm og brugt, det bliver med garanti værre i morgen og i overmorgen. Et par stykker af os sluttede kampen af med havbad neden for fodboldbanen ved Bjerre Strand, skønt, skønt – trods . Glemte jeg at sige, at jeg står klar på næste tirsdag (hvis jeg da får tilbuddet) – og ganske givet efter at have været nede hos de rare folk i Humle Sport og have investeret i et par fodboldstøvler – for udstyret skal man sgunte gå ned på.

Links:
Humlebæk Boldklubs hjemmeside

Adresse:
Humlebæk Boldklub
Nederste Torpenvej 6
3050 Humlebæk
Tlf.: 49 19 21 87

Her finder du Humlebæk Boldklub:

 

Posted in Leg og fritid, Sport | Tagged , , | Leave a comment

Copenhagen Challenge – også i Humlebæk

København og omegn har for 3. gang været vært for triatlon eventen Copenhagen Challenge. Et rekordstort antal deltagere var meldt til og det store felt kom som foregående år forbi Humlebæk, hvor mange lokale benyttede lejligheden til at kigge og heppe på de deltagende

Først 3,8 kilometer svømning, så en tur på cykel på 180 km i for derefter at slutte af med en marathon i København – det var hvad 2200 triatleter havde valgt at bruge søndag den 12. august til – en sensommerdag, der viste sig fra sin bedste side.

Som tidligere år var cykelruten lagt så deltagerne fra Nivå kom ad Strandvejen til det sydlige Humlebæk for derefter at dreje af mod Dageløkke – endda to gange i løbet af
ruten.

Jeg selv opdagede arrangementet ved et tilfælde. Jeg var ude på min faste løbetur søndag morgen og så, at Civilforsvaret var ved at gøre klar. Adspurgt fik jeg svaret “Copenhagen Challenge” og jeg hastede hjem og fik familien med til hjørnet af Strandvejen og Dageløkkevej – et perfekt sted at se cyklisterne komme forbi.

Mange lokale dukkede op lokket til af truthorn, jubel og anden form for bifald. Og der var nok at kigge på. Cykelsporten er eksploderet og interessen for udstyr i den dyre ende ligeså. Jeg har aldrig set så stort et udbud af lækkert cykeludstyr – mange af de deltagende var iført hjelme, som man ser dem i enkeltstarterne i de store cykelløb.

Ikke alle var dog lige tilfredse – en ældre mandlig bilist, der blev bremset af feltet, påpegede småsurt, at der da ikke var noget nyt i at cyklisterne spærrede for trafikken en søndag – det sker da hver søndag.

Spænd ballerne Fru Knudsen
Det var tydeligt at flere af de fremmødte tilskuere havde venner og bekendte blandt de deltagende, og det var flere gange, at det lød råb som “kom så Anders”, “Gode ben, Rasmus”, “Giv den gas” og lignende.

En deltager var mere end almindeligt populær – flere havde medbragt skilte med hyldesttaler til en “Fru Knudsen” og en fangruppe af veninder var dukket op for at heppe med ens jakker, bannere og medbragt morgenbrød. Da “Fru Knudsen” dukkede op i hurtigt tempo var det med et stort smil og kæmpe jubel fra de fremmødte veninder – way to go.



Et par tal om Copenhagen Challenge

Jeg fik stukket en folder i hånden med information om løbet, rutekort og for de forskellige discipliner og et par interessante tal om deltagerne – 47 procent er debutanter, 14 procent af de deltagende er kvinder og en forventet gennemsnitstid for gennemførelsen af løbet på 11 timer og 30 minutter.

Hvis du har en triatlet i maven, så kig ind på Copenhagen Challenges hjemmeside. Som det fremgik af min folder “Nyd processen, så kommer den gode tid ofte af sig selv” – så det er bare at komme i gang. I alle fald kig forbi til næste år – det er et fascinerende skue.

Årets vinder blev australske Aaron Farlow i tiden. 8 timer, 20 minutter og 9 sekunder – imponerende ….

Posted in Sport | Tagged , , | Leave a comment

AOK læsere vælger Klee og Cobra udstilling på Lousiana som “Bedste Kunstoplevelse”

AOK.dk’s læsere har for 12. gang udnævnt deres favoritter inden for 25 kategorier. Louisiana er med udstillingen “Klee og Cobra” i 2012-afstemningen valgt som “”Bedste Kunstoplevelse”

Københavner-sitet aok.dk har i de sidste 12 år bedt sine brugere om at pege på deres favoritter inden for hele 25 kategorier. I årets udgave har sitets læsere valgt Lousiana som “Bedste Kunstoplevelse” med museets udstilling “Klee og Cobra”. Det er da en ganske godt gået, når museet befinder sig i Humlebæk.

“Ved at koble en række af Cobra-gruppens hovedværker med en række af Paul Klees ditto, viste Louisiana i løbet af efteråret og vinteren, hvilken stor indflydelse, Klee havde på Cobra – og hvor meget god kunst, der kom ud af det,” fremgår det af Alt om Københavns hjemmeside.

Se listen over vinderne i alle 25 kategorier. De 25 vindere blev kåret ved et pompøst award show arrangeret af aok.dk fredag den 29. juni.

“Klee og Cobra” blev vist i perioden 30.09.2011 til 08.01.2012. Udstillingen er blevet til i et samarbejde med Paul Klee Zentrum i Bern, Schweiz og Cobra Museum of Modern Art i Amstelveen, Holland.
Se kataloget fra udstillingen
Se video fra udstillingen

Posted in Kultur | Tagged , , , | Leave a comment

Kelleris Havecenter – et must for haveelskere

Jeg tør ikke regne sammen, hvad jeg årligt lægger af penge hos Kelleris Havecenter – for det er ganske mange. Men et er sikkert, hvert besøg er en nydelse, både når det gælder forventningens glæde, selve købet og så når man kommer hjem med smukke blomster, planter og andet, der her og nu eller i kommende år bringer en stor tilfredsstillelse

Roser, morgenfruer, kirsebærlaurbær, storkenæb, planteskolejord med og uden gødning, kalk til græsplænen, hegnpæle og lignende – ord og begreber, som efter at jeg har fået have har fået en hel anderledes betydning.

Hvis man bare er lidt have entusiast som undertegnede, så kan man få sin lyst styret hos Kelleris Havecenter – til fulde. Her regerer havekonsulent Lars Nordahl som overordnet ansvarlig sammen med to kolleger, hollandske Ankie Ripjpstra (havearkitekt) og Villy Skovdahl (havekonsulent). Havecenteret ligger i smukke landlige omgivelser i Kelleris inde i landet mellem Humlebæk og Espergærde.

Lars Nordahl en venlig og vidende man, der beredvilligt stiller sig sin viden inden for flora og hortomoni til rådighed. Jeg har skamløst gjort brug af hans store viden.

Fra planteskole til haveanlægscenter
Lars Nordahl fortæller, at man har måttet ændre koncept fra den gamle planteskoleforretning til nu at være haveanlægscenter. Der var simpelt hen ikke nok økonomi i den gamle forretning med en ekstrem hård konkurrence ikke kun planteskolerne imellem, men også fra supermarkeder.

… og her må jeg da blankt indrømme, at jeg selv har købt blomster og andre planter hos eksempelvis Netto – og til en meget lav pris.

Heldigvis har Lars Nordahl valgt at fortsætte med planteskolen men på et langt mindre ambitiøst niveau. I dag har selve planteskolen kun åben fredag og lørdag og løbende med gode tilbud og fordelagtige priser. Eksempelvis gives der 40 procent rabat ved køb over 900 kroner. I Kelleris satser man i dag på på et mindre udbud af planter, men med et stærkt fokus på kvalitetsprodukter.

Lars fortæller, at hans første opgave i Kelleris bestod i en større oprydning, og “jeg rydder stadig op,” fortæller han. For undertegnede og andre haveinteresserede betyder den fortsatte oprydning mange interessant og fordelagtige tilbud.

Et tilbud om haveindretning
Interessede kan kontakte Lars Nordahl & co. for en uforpligtende samtale om haveindretning. Hvis man efterfølgende ønsker et tegningsforslag kan man aftale tidsramme og beløb. Havecentrets havearkitekt tager 490 kroner i timen (inkl. moms) samt et startgebyr på 200 kroner.

En havekonsulent på arbejde

Udover anlæg af have tilbyder havecentret også vedligeholdelse af haver.

For at skille sig ud fra andre planteskoler har havecentret indført prisrabatter til storkøbskunder. Ved køb over 900 kroner gives 40% rabat.

Jeg glæder mig til næste besøg
Efter en vejrmæssig lidt kedelig og regnfuld juni måned fremstår min egen have frodig og grøn, græsset vokser “mens man ser på det” og der er pænt mange blomster. Så lige nu er der ikke det store behov, men snart kommer min svigerforældre på besøg, og så skal haven jo fremstå i pæneste stand.

Det er i hvert fald min ganske udemærkede undskyldning for et snarligt besøg hos Kelleris Havecenter … og jeg glæder mig allerede.

Åbningstider (for planteskolen):
Fredag og lørdag 1000-1800
Torsdag til fredag er der lukket

Henvendelse til Lars Nordahl på tlf.: 32141514

Adresse:
Kelleris Havecenter
Kellerisvej 60
3490 Kvistgård
www.kelleris.dk

Sådan finder du Kelleris Havecenter

Posted in Butikker, Leg og fritid, Natur | Tagged , , , | Leave a comment

Humlebæk Kirke – en dåb med pause og lidt kirkehistorie

Sommeren 2011 skulle min søn døbes og det skulle gå hurtigt, hvis han da ikke skulle navngives med et kongenavn inden hans 1 års fødselsdag. I alle tilfælde skulle det ske i vores lokale Humlebæk Kirke. Glæden var stor, da vi så navnet på en af de lokale præster, Charlotte Ellermann, selvsamme Charlotte som havde viet mig og min kone på Østerbro i 2004

Humlebæk Kirke

Vi blev viet i den meget smukke Skt. Jakobs Kirke midt på Østerbro og havde, som man skal, forud for vores bryllup haft en samtale med Charlotte, så hun kunne “skræddersy” vielsen netop til os. Det blev en god samtale, der førte til et meget personligt vielsesritual, som ovenikøbet foregik på engelsk med en blanding af danske og amerikanske traditioner – min kone er amerikaner.

En dåb med en indlagt pause
I 2007 flyttede min lille familie fra Østerbro til Humlebæk, og det har vi bestemt ikke fortrudt. Det var nu min søns tur til at blive døbt, og vi var meget glade, da vi erfarede, at Charlotte havde gjort det samme som os.

Dåben gik godt med et humoristisk indslag. Charlotte gik simpelthen i stå midt i sin prædiken. Midt i en sædvanlig velformuleret sætning blev der pludselig stille oppe på prædikestolen. Stor undren fra salen, og så lød det fra Charlotte “…. det …, det har jeg altså  ikke prøvet før, jeg kan simpelthen ikke finde side 3. Hvad gør jeg ….”.

Nede i salen lød der spredt latter og fnisen, og så lød det med klar røst “improviser”. Det var min gode ven Martin, for hvem der kun er en vej fra punkt A til B – nemlig den hurtigste. Charlotte fulgte rådet og alle var glade og tilfredste og måske lidt lettede over, at en “autoritet også kan fejle”.

Charlotte Ellermann passer på sognets indbyggere sammen med sognepræst Hans-Henrik Ross.

Kirken og dens historie
Humlebæk Kirke er placeret ved strandvejen lige nord for kunstmuseet Louisiana. Indtil 1924 standsede Ny Strandvej lige nord for Kirken. Der hvor strandvejen nu går lå det daværende Humlebæk Hotel, der blev revet ned i forbindelse med videreførelse af strandvejen nordpå.

Humlebæk hørte oprindelig til Asminderød Sogn. For borgerne i Sletten og Humlebæk holdt kapellanen gudstjeneste under åben himmel i Lave Skov og på Sletten Skole. Der var et stigende pres for en lokal kirke og i 1866 tog en kreds af bebore i Asminderød, Grønholt og Fredensborg initiativ til oprettelsen af et kapel.

Der blev nedsat en komite – blandt andet med deltagelse af hofballetmester August Bournonville. Kammerherre C. Brun fra Krogerup var blandt bidragyderne og skænkede et stykke land til formålet.

Arkitekt Frederik Vilhelm Tvede blev valgt til arkitekt og grundstenen blev lagt den 13. juni 1868 under overværelse af kong Christian den IX. Samme år 20. december blev kirken taget i brug.

Kirken blev bygget i byzantinsk rundbuestil, hvor kor og skib blev dækket af rundbuede tøndehvælvinger. Fra starten blev kirken af ukendte årsager benævnt “Capellet”.

Udsmykning
Kirkens udsmykning er løbende blevet renoveret og udskiftet. Bag alteret ses et smukt glasmosaik udført af Sven Havsteen Mikkelsen, som forestiller lysets kamp mod mørket eller livets kamp mod døden.

Alteret
Alteret er oprindelig skabt af E. Zeuthen Nielsen i 1868. På nordsiden af alteret hænger det oprindelige altermaleri med Kristus på korset udført af A. Dorph i 1868. Kalk, disk (lille bakke til brød) og oblatæske er fra 1868 og kirkens vinkande fra 1873.

Døbefonten
Døbefonten er ældre end kirken og blev oprindelig lavet i 1846 af H. Dalhoff til Helligåndskirken i København. Kirkefonten blev skænket til Humlebæk Kirke i 1895 af patronatet for Helligåndskirken.

Skibet

Kirkeskibet er formentlig ophængt ved kirkens indvielse i 1868 og er skænket af fisker og dykker Jens Jensen. Skibet forestiller orlogsbriggen med 12 kanoner  og er formentligt ophængt i forbindelse med kirkens indvielse. Man ved med sikkerhed, at det fandtes i kirken i 1878.

Orglet
Det nuværende orgel er bygget af orgelbygger Carsten Lund i 1997 og består af 24 stemmer og tre transmissioner fordelt på tre manualer og pedal.

Kirken brænder
Natten mellem den 18. og 18. december 1898 blev de lokale borgere vækket ved råb om brand. Det viste sig, at kirken stod i lys lue. Som det fremgår af en gammelt nummer af Helsingør Dagblad viste en undersøgelse, at et glaceret varmerør fra en ovn var blevet sprængt af varmen og havde antændt træværket. Ilden blev slukket ved hjælp af de lokale fiskere og folk fra Krogerup. Kirken var ilde tilredt, men allerede den 22. oktober 1899 kunne kirken genindvies.

Lær mere om Humlebæk Kirke
Du kan læse mere om Humlebæk Kirke i Tage Jensens bog “Humlebæk Kirkes historie” og i Humlebæks Sogns Kirkeblad. I kirkebladet kan du læse om koncertarrangementer, kirketure, konfirmationsforberedelse og meget andet. Info om Humlebæk Kirkes historie i denne artikel er i vid udstrækning hentet fra Tage Jensens bog.

Adresse
Humlebæk Kirke
Humlebæk Strandvej 21A
3050 Humlebæk

Kordegn/Kirkekontor
Teglgårdsvej 131
3050 Humlebæk
Tlf.: 49190615
www.humlebaekkirke.dk

Sognepræsterne
Hans-Henrik Ross
Tlf.: 49 19 04 96
Email: hr@km.dk

Charlotte Ellermann
Tlf.: 49 19 23 77
Email:chel@km.dk

Posted in Historie, Kultur | Tagged , , | Leave a comment

Aarstiderne modtager erhvervspris

Årets erhvervspris fra Fredensborg Kommune går i år til Aarstiderne ved Krogerup Avlsgaard i Humlebæk. Det er femte gang, at kommunen uddeler prisen. Med prisen følger forud æren en check på 5000 kroner og en vinderpalette

Onsdag den 20. juni uddelte formanden for Fritids- og Erhvervsudvalget fra Fredensborg Kommune Per Frost Henriksen årets erhvervspris til Aarstiderne. Og valget var ikke svært. “Fredensborg Kommune har en oprigtig stolthed over at huse en virksomhed som Aarstiderne. Det er ikke blot en virksomhed i vækst, men også en virksomhed, der har  en holdning til tingene,” sagde Per Frost Henriksen ved prisoverrækkelsen.

Ikke kun madkasser
Aarstiderne er særlig kendt for måltidskasser med økologiske varer, som man kan bestille på nettet og få leveret til døren. Flere end 45.000 husstande benytter sig i dag af denne ordning.

Men Aarstiderne er ikke kun madkasser, og Krogerup Avlsgaard er platform for den udvikling. I dag har gården udviklet sig til en egentlig attraktion, hvor besøgende fra Humlebæk og opland kommer forbi for at opleve de mange aktiviteter – eksempelvis det årlige høstmarked, der i år finder sted lørdag den 1. september og søndag den 2. september.

Aarstidernes gårdsalg ved Krogerup

“Aarstiderne har et brand, som tiltrækker mange mennesker. Det er god reklame for kommunen, og de værdier, vi gerne vil stå for,” sagde Per Frost Henriksen

Historien om Krogerup
Dokumenter tilbage fra 1500-tallet viser, at Krogerup oprindelig var en bondegård. Kong Frederik III gav i 1661 ridefogeden og “frihedskæmperen” Hans Rostgaard kongeligt skøde på Krogerup som “evindelig ejendom for sig og sine arvinger med adelig frihed”. Skødet blev givet for Hans Rostgaards indsatser i krigen mod svenskerne i 1658-60.

Krogerup ved Humlebæk

I 1810 blev Krogerup solgt til handelsmand og konferenseråd Constantin Brun, hvis slægt beholdte Krogerup helt frem til 1942, hvor statens jordlovsudvalg købte gården. Hovedbygningen blev i nogle år benyttet af Kystpolitiet som skole, indtil den tyske besættelsesmagt i september 1944 satte det danske politi ud af spillet. Tyskerne oprettede derefter en Schalburgskole på Krogerup.

Efter krigen blev Krogerup Højskole oprettet, og det daværende statsskovsdirektorat overtog driften af skoven og landsbrugsjordene med tilhørende avlsbygninger og mejeri.

I 1998 bortforpagtede Skov- og Naturstyrelsen Avlsgården til økologiske landdrift, og i dag er det Aarstiderne der forpagter gården.

Links:
www.aarstiderne.com
www.madbio.com – Aarstidernes egen madkanal

Adresse:
Krogerupvej 3C
3050 Humlebæk
Tlf.: 70260066
Email: info@aarstiderne.com

Posted in Butikker, Historie, Natur | Leave a comment